Linux - Friheden til at vælge grafisk brugergrænseflade: Version 1.2.20050118 - 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | næste |
AfterStep hører til blandt veteranerne. Den har eksisteret længe, og er egentlig en fortsættelse af et endnu ældre projekt, BowMan, der for længst er stoppet.
AfterStep er ikke lavet specifikt til Linux, og den er da også omtrent lige så gammel som de første Linux-distributioner.
Jeg har tidligere brugt AfterStep på HP-UX som erstatning for det meget lidt funktionelle CDE-miljø, ligesom AfterStep tidligere var fast inventar på mine Linux-maskiner.
Meningen er at AfterStep skal ligne og opføre sig som NeXTStep der blev lavet af NeXT Software, Inc., der havde Steve Jobs fra Apple som en af grundlæggerne.
Fra AfterSteps »download«-side kan man hente en kildetekst-RPM-pakke med den seneste udgave, men den lod sig ikke bygge til brugbar RPM på Red Hat 8, så jeg hentede den rå kildetekst i stedet for.
AfterStep kompilerer let på Red Hat 8. Den sædvanlige procedure med kommandoen ./configure && make && make install virker fint, men det er også muligt at benytte det medfølgende ./install.script.
Resultatet er det samme: AfterStep installeres under /usr/local.
AfterSteps opsætningsfiler ligger under /usr/local/share/afterstep.
Den enkelte brugers opsætning af AfterStep kan lægges i $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/, og har samme katalogstruktur som /usr/local/share/afterstep.
Man kan lige så godt starte med at kopiere det meste af /usr/local/share/afterstep, da jeg har svært ved at forestille mig at nogen vil have AfterStep i standardopsætningen. Indholdet af katalogerne looks, desktop og backgrounds skal ikke kopieres da en del indgange i menuerne så vil dukke op to gange. Men katalogerne selv må gerne eksistere under $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/, da man så her kan lægge egne menu-punkter og ikoner.
Mængden af opsætningsfiler og -kataloger kan ved første øjekast se temmelig uoverskuelig ud:
kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep -> ls -F animate base.15bpp clean feels/ non-configurable/ themes/ asetroot base.16bpp compatibility forms pager wharf audio base.24bpp database Gnome scripts/ winlist autoexec base.32bpp desktop/ ident scroll zharf backgrounds/ base.8bpp doc/ looks/ start/ kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep ->
Men når man har vænnet sig til det, er det egentlig ganske logisk. AfterStep har ingen kilometerlang .noget-fil. Der er én fil til hver funktion, hvilket selvfølgelig øger overskueligheden væsentligt, når man først har fundet ud af, hvilke filer der styrer hvad.
Jeg har ikke været dem alle igennem, men for mig at se er de væsentlige filer og kataloger:
autoexec bestemmer hvilke AfterStep-moduler der skal køres ved start og genstart
wharf opsætning af Wharf
pager styrer pagerens udseende og størrelse
start/ i dette katalog styres menuen
desktop/ herunder ligger ikoner, temaer, baggrunde og lignende
looks/ udseende og placering af forskellige elementer
Winlist er et lille panel hvormed man kan holde styr på åbne vinduer - i stil med GNOME-panelets Desk Guide, eller Taskbar i Windows.
Jeg synes den er overflødig, så jeg fjernede Module "I" WinList fra $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/autoexec og gjorde ikke mere ved winlist. Men den kan sættes op i filen winlist.
Når man starter AfterStep første gang får man en pager, der efter min smag er lidt vel overdimensioneret.
Jeg synes den fylder for meget, og i øvrigt kan jeg sjældent hitte rundt i mere end 4 desktops.
I $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/pager udkommenterede jeg Desktop 1,2 og 3 og ændrede lidt på størrelsen for at få den til at passe ind i Wharf.
I module udkommenterede jeg pager-linjerne - også af hensyn til Wharf. Mere om Wharf i næste afsnit.
For sjov skyld ændrede jeg på farverne på de pop-up-lister der kommer når man kører musen hen over pageren.
Her er uddrag af min pager-fil:
.. .. BalloonBorderWidth 1 BalloonBorderColor Green .. .. *PagerDecoration DeskBorderWidth 1, GridColor green, NoDeskLabel .. .. *PagerGeometry 54x54+0+0 .. .. *PagerStyle 0 DeskStyle #*PagerStyle 1 DeskStyle #*PagerStyle 2 DeskStyle #*PagerStyle 3 DeskStyle .. .. #*PagerDontDrawBg #*PagerAlign 0 #*PagerLabel 0 Desktop #*PagerLabel 1 WWW #*PagerLabel 2 Mail #*PagerLabel 3 Games *PagerRows 1 *PagerColumns 1 ..
Wharf er et "programpanel" i stil med "The Slit" fra FluxBox eller "Docken" i WindowMaker (der faktisk er lavet med inspiration fra AfterStep).
Wharf kan sluge applikationer, og AfterStep har en stor samling netop til Wharf. Jeg hentede det komplette tar-arkiv af dem alle og kompilerede efterhånden som jeg fik brug for dem.
Først i filen $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/wharf er der en del options der bestemmer hvordan Wharf skal opføre sig: farver, animering, pop-up-lister o.l.
Det har jeg ikke pillet ved.
Men jeg ændrede *WharfGeometry til -1+1 for at få den til at tage udgangspunkt i øverste højre hjørne.
Hvis man hellere vil have en liggende Wharf kan *WharfColumns erstattes af *WharfRows.
Syntaksen for de dockede applikationer kan være lidt tricky, men med nogle eksempler vil det nok falde naturligt efter et stykke tid.
Jeg vil have Emacs let tilgængelig, så jeg indsatte følgende linje:
*Wharf Emacs emacs.xpm Exec "-" (exec emacs)
AfterStep kommer ikke med et Emacs-ikon, så jeg huggede et fra GNOME, og lagde det i XPM-format under $HOME/GNUstep/Library/AfterStep/desktop/icons/16bpp.
Wharf kommer hurtigt til at fylde den del, så man kan med fordel bruge de indbyggede skuffer.
Jeg har lavet en skuffe til audio-ting og en til programmer jeg ikke bruger så ofte:
## Applikations-folder *Wharf Applications FileFolders.xpm,3_dots.xpm Folders *Wharf gimp Paint.xpm Exec "-" gimp & *Wharf OOo Publish.xpm Exec "-" ooffice & *Wharf ~Folders ## Audio-folder *Wharf Audio gnome-audio2.xpm,3_dots.xpm Folders # Mixer *Wharf asmixer - Swallow "asmixer" asmixer -g -1-1 & *Wharf asMix - Swallow "asMix" asmix -shape & # CD player *Wharf ascd - Swallow "ascd" ascd & *Wharf ~Folders
FileFolders.xpm,3_dots.xpm giver to XPM-billeder på skuffeknappen: Et af nogle fine hængemapper og et af tre prikker, der symboliserer at det er en skuffe og ikke et normalt program.
Folders definerer en ny skuffe.
Min endelige opsætningsfil der laver den wharf her til venstre kan findes i min wharf-fil
Menuen sættes op i kataloget ~/GNUstep/Library/AfterStep/start. Strukturen herunder afspejles i menuen. I kataloget Applications har jeg:
kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep/start/Applications -> ls -1F Accessories/ a_nop b_aterm c_xiterm d_xterm Editors/ Emulators/ e_rxvt Eterra/ f_Eterm Multimedia/ Network/ Office/ System/ kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep/start/Applications ->
Kataloger angiver en undermenu med katalogets navn, og filer angiver menupunkter. Menupunkterne navngives med et bogstav eller et tal efterfulgt af en underscore og herefter menupunktets navn. Det første bogstav eller tal bestemmer menupunkternes rækkefølge.
Selve menupunkternes filer er ganske simple:
kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep/start/Applications -> cat b_aterm Exec "AfterStep terminal" exec aterm -tr -sh 60 -bg black -fg white & MiniPixmap "mini-app.xpm" kvi@snake ~/GNUstep/Library/AfterStep/start/Applications ->
Først angives der at dette er et kørbart program der kaldes for "AfterStep terminal". Derefter angives selve kommandolinjen til det program der skal startes.
Da jeg ikke synes om Winlist har jeg i stedet brug for at have ikoner på skrivebordet. I filen ~/GNUstep/Library/AfterStep/looks/look.Vilmann har jeg angivet IconBox 10 -100 600 -10 , for at få ikonerne til at ligge nederst til venstre.
look.Vilmann er en kopi af en af filerne i /usr/local/share/afterstep/looks/, som jeg har rettet lidt til så udseendet passer mig lidt bedre.
Jep!
Jeg har her kun været inde på en lille del af AfterStep. Der er meget mere at lege med, hvis man har tid og lyst. Temaer og baggrunde kan ændres efter behov, og der eksisterer en erstatning for wharf ved navn zharf.
Men AfterStep har overstået børnesygdommene. Og når man har forstået opbygningen af opsætningskataloget, er den ikke specielt indviklet at arbejde med.
Den gør sig godt som flot alternativ til GNOME eller KDE.
Jeg har nu (igen) den sidste uges tid brugt AfterStep. Og flere gange har jeg fået kommentaren: Hvad er det? Den er flot!
Eneste anke er at wharf'en fylder en del på skærmen. Der er ingen tvivl om at AfterStep kommer fra miljøer hvor skærmene har højere opløsning end de 1024x768 min bærbare kan præstere.
Og så kræver den et godt grafikkort. Det burde ikke være et problem i dag, men på ældre maskiner kan man "løbe tør" for farver, fordi ikonerne er meget farverige.