Linux - Friheden til at vælge grafisk brugergrænseflade: Version 1.2.20050118 - 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | næste |
Gnome er et af fremtidens frie skrivebordsmiljøer, baseret på CORBA-netværksobjekter. Gnome kan køre en grafisk brugergrænseflade, der kan udnytte Gnomes muligheder, såsom Sawmill, WindowMaker eller Enlightenment. Tempoet er meget højt og har allerede nu passeret version 1.4 (Ximian), så det er et interessant alternativ for alle. Derfor kommer de fleste distributioner med Gnome-pakker. Arbejdet og nyeste versioner kan findes på http://www.gnome.org eller http://www.ximian.com.
Vi vil i dette afsnit fortælle lidt mere om Gnome. Omtalen vil på ingen måde være udtømmende, idet Gnome er et meget komplekst system, som er i stadig udvikling.
For at forstå Gnome bedre er det vigtigt at forstå lidt af filosofien bag Gnome. Gnome er en forkortelse for GNU Network Object Model Environment. Det betyder, at Gnome består af en række små netværksorienterede objekter. Objekterne (eller komponenterne) udfører velafgrænsede opgaver. Dette ligger klart i tråd med den gamle Unix-tradition, hvor ethvert program udfører en lille men velafgrænset opgave.
Som alle moderne skrivebordsmiljøer kommer Gnome med et panel, som i standard-indstillingen er placeret i bunden af skærmen. Figur 5-2 viser et eksempel på et panel.
Yderst til højre og venstre ses to små pile. Trykker du på dem, minimerer du panelet. Trykker du på et minimeret panels pil, kommer vinduet frem igen i almindelig stor størrelse.
Næstyderst til venstre finder du et fodaftryk (Gnomes logo) med en pil, der peger opad. Trykker du på fodaftrykket, popper Gnomes hovedmenu op. Som ny Gnome-bruger er det sjovt at gå på opdagelse i alle disse programmer.
Panelet kan indeholde såkaldte appletter. En applet er et miniprogram, hvis grafiske uddata vises i panelet. Du kan tilføje en applet ved at gå ind i Panel-undermenuen og finde "Tilføj applet" (eng. "Add applet"). Blandt de sjovere er Livets spil (eng. Game of Life), mens der af de mere praktiske er flere ure og programmer til at tjekke om der er ny post. En god applet (som er med i Red Hat 6.0 standardindstillingen) er pager-appletten. Den gør det muligt at have flere virtuelle skærme. Der kommer hele tiden nye applets til, så det er en god idé at følge med på Gnomes hjemmeside.
Ud over appletter kan du tilføje knapper, som starter programmer (genveje - eng. launchers) eller hele undermenuer (skuffer - eng. drawers).
Opsætningen af Gnome kan ske grafisk. Med Gnome følger Gnome kontrolcenteret, hvor du kan ændre på indstillingerne.
Eftersom Gnome er tema-baseret (eng. themes), er det meget let at gøre dit arbejdsmiljø personligt.
Mange af programmørerne bag Gnome er meget glade for lyd og grafik. Derfor findes der rigtig god understøttelse for dette i Gnome allerede i dag. I Gnome kontrolcenteret kan du slå lydunderstøttelse til, som betyder, at du får mange lydeffekter ved forskellige hændelser, f.eks. når du minimerer panelet. Men det kræver naturligvis, at du har et lydkort.
Har du en cd-rom i din pc, kan du overveje om du vil høre musik, mens du arbejder. Til Gnome finder du programmet gtcd, som er en enkel cd-afspiller.
Du har også mulighed for at se på billeder ved hjælp af programmet Electric Eyes. Programmet understøtter de mest udbredte grafik-formater.
Personal Information Managers (eller bare PIMs) er små programmer, som holder styr på dine personlige data. Til Gnome finder du en hel række.
gnomecal er et kalender-program. Du har mulighed for at gemme aftaler og tilbagevendende begivenheder. Standardindstillingen er en dagsoversigt, men du kan også se på en uge, en måned eller et år ad gangen. En lækker funktion er TO DO-lister, dvs. du kan sætte alle dine deadlines ind i din kalender. gnomecal benytter vCalendar-formatet, som er en officiel internet-standard for kalender-systemer, f.eks. kan du let synkronisere din PalmPilot med din stationære computer!
Har du brug for at holde styr på adresser, er programmet gnomecard nok noget for dig.
Vi synes også at gtt (GTimeTracker) bør nævnes. Programmet er et simpelt tidtagerprogram. Arbejder du på flere projekter eller opgaver, er det ofte rart at holde øje med, hvor meget tid du bruger på hvad. Du kan oprette projekter, og du kan starte og stoppe uret.
Der er mange spændende programmer på vej fra Gnome-fronten. Et der bør nævnes her er evolution, som er en direkte konkurrent til MS Outlook, både i omgang og udseeende, men prisen på 0 kr er meget bedre :-) Læs mere om evolution på http://www.ximian.com/apps/evolution.php3.