En af de bedste Linux-distributioner kommer fra Red Hat, hvis man ser på hvor nem den er at installere og hvor mange programmer, der findes præ-oversat til distributionen. I slutningen af 2003 ændrede Red Hat kurs. I stedet for at lancere Red Hat 10, så fokuserede Red Hat på deres "enterprise" Linux-versioner, som er meget kommercielt orienterede. Disse kommer ikke i en fri-download-version. Til gengæld lavede Red Hat en ny serie af Linux-distributioner, kaldet Fedora Core. Den første version kaldes Fedora Core 1 og kan findes via http://fedora.redhat.com/.
Ud over at være nem at installere og administrere må Fedora Core 1 også siges at være et godt valg med hensyn til udvalget af applikationer. Alle traditionelle Linux-programmer plus en hel del nye ligger klar til at installere fra cd-rom'erne.
Forskellen er ikke stor mellem Red Hat 7.X, 8, 9 og Fedora Core 1. Skulle du have en tidligere version, så vil man finde det meget lig hvad der er beskrevet her.
Red Hat Linux har up2date som overbygning til rpm, og kan bruges til let at holde maskinen opdateret, men kræver tilmelding til Red Hat Network (rhn) og evt. betaling.
Fedora Core 1 har også up2date samt, og mere spændende, yum - Yellow Dog Updater Modified, der ikke kræver tilmelding til nogen tjeneste, men blot at man peger på et eller flere RedHat/Fedora mirror(s) der indeholder de særlige "header" filer som yum gør brug af. Passende konfigureret kan yum sørge for at holde ens maskine(r) opdateret helt automatisk. En killer facilitet er at yum sørger selv for at løse rpm's afhængigheder når software installeres eller opdateres.
Fedora Core 1 til pc stiller følgende hardwarekrav:
en Intel 32-bit CPU (80386 eller senere). Intel-kompatible typer af andet fabrikat, f.eks. AMD K6, K7 eller Athlon kan også sagtens bruges.
mindst 64 Mb RAM. For Gnome og KDE kan anbefales 192 Mb RAM eller mere.
minimum 500 Mb ledig plads på harddisken. En typisk installation bruger omkring 2.5 Gb, men du kan sagtens bruge mere plads. Ud over plads til selve systemet skal der naturligvis også være plads til rådighed for brugerne til deres private filer af forskellig slags.