Ordliste

32-bit styresystem

Styresystem der arbejder med adresser og/eller data på 32-bit. Egentlig er det lidt af en tilsnigelse, da det er processoren der bestemmer den slags. Linux er således både et 32- og 64-bit styresystem.

anonym FTP

System til at hente og lægge filer på andre maskiner uden at skulle bruge en adgangskode.

Applikation

En applikation er et program, som brugeren kan køre.

BIOS

Basic Input Output System. Det program som din pc kører for at få kontakt med disk-enheder og tastatur, når den starter.

Bitmap

Bitmap er en måde at gemme digitale billeder på. Billedet deles op i rækker og søjler med fin opløsning. Hvert element i en given række og given søjle har sin egen farve.

Beowulf-klyngesystemer

En type supercomputer der består af en masse Linux-maskiner koblet sammen i et netværk.

CGI-programmer

Programmer beregnet til at blive kørt af webservere for at slå op i databaser og lignende.

cracker

En person som ulovligt bryder ind i andre folks computersystemer.

Debugger

En debugger (flere vil kalde dette en afluser på dansk) er et program, man anvender til at lede efter fejl i sine programmer med.

DCHP

DHCP er et server-program, der automatisk kan give maskiner i netværket alle de netværksoplysninger, der skal til for at de kan fungere korrekt. Det er et dynamisk system, så man få nye informationer hvis maskinen har været lukket ned og startet forfra.

Brandmur

Se dørvogter.

dørvogter

En dørvogter (engelsk: "firewall") er et system - en maskine og/eller et program - der sorterer de data der skal ind og ud af et netværk i ting der må komme igennem og ting der ikke må komme igennem. Man bruger typisk en dørvogter til at sikre hele sit lokalnet mod indbrud ude fra internettet.

editor

Program til at redigere tekstfiler med.

Emulere

At emulere betyder at eftergøre. Oftest er det et program som gør som et andet, f.eks. at få nogle programmer til at køre under emulator-programmet.

FAQ: Frequently asked questions

Se OSS.

firewall

Engelsk for dørvogter.

fjern-adgang

Få adgang til, over et netværk, at køre programmer på en anden maskine end den du egentlig sidder ved - som om de kørte på din egen maskine. Dvs. Du kan sidde i København og logge ind på en maskine i Malmö. De programmer du kører på maskinen i Malmö sender så skærmbilledet til maskinen i København over nettet.

GIMP

The GNU Image Manipulation Program. Et billedmanipulationsprogram.

hacker

Programmør der skriver programmer. Mange bruger det dog fejlagtigt som synonym for "cracker".

hardware-platforme

Maskintyper.

implementere

Lave en løsning på en given opgave, for eksempel ved at skrive et computerprogram.

Java

Tre forskellige ting:

  • Et programmeringssprog inspireret af C++, men uden de værste problemer i C++.

  • Et enormt stort klassebibliotek, der er defineret med en grænseflade i Java (programmeringssproget), men også kan bruges fra en lang række andre programmeringssprog, deriblandt Ada og Eiffel.

  • En virtuel maskine beregnet (men ikke begrænset) til at køre programmer skrevet i Java (programmeringssproget).

kanal

En metode til at kanalisere uddata fra et program videre, så de bliver inddata for et andet program. Kanaler (på engelsk "pipes") er Linux' og Unix' primære system til at danne programmer af komponenter, der i sig selv er programmer. Kanalisering af uddata fra et_program videre til et_andet_program skrives:

[tyge@hven ~]$ et_program | et_andet_program
Det er altså tegnet "|", der repræsenterer en kanal på kommandolinjen. Du kan læse mere om kanaler i bogen "Linux - friheden til vælge Unix".
opsætningsværktøj

Program til at ændre på systemopsætningen.

Linux

Linux refererer til kernen, som pt. er i version 2.0.x, 2.2.x og 2.4.x.

Begrebet Linux anvendes også til at dække samlingen af en Linux-kerne, GNU-programmer og grafisk brugergrænseflade og mere til.

Linux-distribution

Udgivelse af Linux-kernen oftest den sidste stabile, samt en masse gennem-prøvede programmer som passer sammen. F.eks. Red Hat, SuSE, Mandrake, Debian, Slackware og mange andre er alle Linux distributioner.

Linux refererer til kernen, som pt. er i version 2.0.x, 2.2.x og 2.4.x.

Der findes altså ikke een officiel linux distribution. Det er derfor vigtigt at nævne hvilken distribution man bruger, og ikke bare sige: "Jeg bruger Linux 6.x" da dette ikke giver nogen mening.

lukket filformat

Filformat hvis beskrivelse ikke er frit tilgængelig. Eksempler på lukkede formater er; Microsoft-formater som: Microsoft Word (.doc), Microsoft Excel (.xls) og Microsoft PowerPoint (.ppt) samt f.eks RealAudiaMedia (.ra eller .ram).

multitasking

Udførsel af flere opgaver på samme tid. På maskiner med en enkelt processor sker det ved at de forskellige programmer, der kører på maskinen på skift får rådighed over processoren i et lille stykke tid (omkring 1/100 sekund).

Netværksobjekt

Et netværksobjekt er en mindre funktion, der kan kaldes fra en maskine til en anden.

OSS: Ofte Stillede Spørgsmål

En OSS (på engelsk "FAQ") er en samling ofte stillede (og besvarede) spørgsmål om et emne. Det største arkiv at OSS'er findes nok på ftp://rtfm.mit.edu/.

OSS kan også stå for den engelske betegnelse for frit programmel (Open Source Software).

PHP: Hypertext Preprocessor

Programmeringssprog der kan indlejres i websider. Webserveren kører så programmet inden websiden bliver sendt af sted til læseren.

pipe

Engelsk for kanal.

platform

En bestemt type styresystem kørende på en bestemt type maskiner. Nogle gange blot en bestemt type maskiner. Et eksempel på en platform kan være Linux på Alpha-processorer.

proxy

Engelsk for stedfortræder.

ReiserFS

Filsystem, som hurtigt kan reparere sig selv efter f.eks. strømsvigt. Diske med ReiserFS må ikke være mere end 75% fyldte pga. systemets design.

Rich Text Format

Filformat der kan håndteres af de fleste (alle?) tekstbehandlingsprogrammer og derfor er velegnet til at udveksle filer med andre.

root

Se systemadministrator.

Runlevel

Linux kan startes op i forskellige tilstande nummereret fra 0 til 6. Disse tilstande kaldes for runlevels. Runlevel 0 er genstart af maskinen, i runlevel 1 er det kun root som kan logge ind på maskinen, runlevel 3 er flerbrugertilstand uden grafisk login, og endelig er runlevel 5 oftest anvendt til flerbrugertilstand med grafisk login. For hvert runlevel kan man specificere hvilke server-funktioner, der skal være til rådighed.

"service pack"

Microsofts betegnelse for rettelser af fejl i deres programmer eller styresystemer. Bør omgås med største varsomhed.

services

De ydelser systemet stiller til rådighed via netværket. Det kan for eksempel inkludere en webserver.

SSH

Secure SHell - Program som bruges til krypteret fjern-adgang. Se også fjern-adgang. Findes både i en kommerciel udgave og en fri - Open SSH.

sikkerhedsopdateringer

Opdateringer til styresystem eller programmer, der er nødvendige for at rette fejl, der kan gøre det let for "crackere" at bryde ind i maskinen.

skalerbarhed

Det at sammenhængen mellem systemets ydeevne og "størrelse". I et lineært skalerende system vil dobbelt så mange processorer give et dobbelt så hurtigt system.

standardbiblioteker

Filer med basale funktioner, der bruges af mange programmer.

stedfortræder

Et stedfortræder-program (engelsk: "proxy server") er et system, der fungerer som mellemmand mellem din maskine (hovedsageligt din browser) og resten af internettet. Nogle steder bruger man en stedfortræder af sikkerhedshensyn, så der ikke kan være direkte forbindelse mellem maskiner på internettet og på lokalnettet. Andre steder er det for at formindske belastningen af linjen ud af huset, ved at gemme en kopi af ofte læste websider i stedfortræderens arkiv, så de ikke skal hentes hele vejen hver gang der er en, der vil læse dem.

systemadministrator

Person der har adgang til at rette i systemets opsætning, oprette nye brugerkonti på maskinen og lignende. Systemadministratorens konto er "root" på Linux.

Systemfil

En systemfil er en fil evt. et program, som brugeren ikke skal ændre. Oftest sker dette ved at brugerrettigheder ikke giver mulighed for at lave ændringer.

Tekstterminal

En tekstterminal er et tekstbaseret program, hvor man kan skrive kommandoer til computeren. Typisk er disse kommandoer i virkeligheden programmer. Unix-verdenen - og dermed Linux - har foretrukket denne måde at styre computeren på.

Tux

Navnet på Linux's officielle logo og maskot, pengvinen Tux. Tux er skabt af Larry Ewing med programmet "The GIMP". Original-udgaven kan hentes fra: http://www.isc.tamu.edu/~lewing/linux/

udviklingsplatform

Styresystem (og maskine) til udvikling af programmer enten til samme type styresystem eller til andre styresystemer.

webserver

Program (evt. også maskinen det kører på) der lagrer og udleverer data på "the world wide web". Vi nævner i flæng: Apache, Tux, Roxen og ISS.

eXtensible Markup Language (XML)

System til at beskrive tekstbaserede filformater.

åben dokumentstandard

Filformat til (tekstbehandlings-) dokumenter, hvis beskrivelse er frit tilgængelig.

åben standard

Standard der er frit tilgængelig og ikke omfattet af patenter.