4.4. Formatering

Nu er tiden vist kommet til at se lidt på hvordan vi får skrevet noget reelt tekst, og hvordan vi kan formatere det.

I udgangspunktet drejer det sig naturligvis om bare at skrive den tekst man vil have. Det er selvfølgelig nødvendigt at man sætter mellemrum mellem ordene, men det er ligegyldigt om man sætter et eller flere. Man kan også skrive hvert ord på sin egen linje, LaTeX er ligeglad, afstanden mellem ordene bliver regnet ud så man får en lige højre margen. Det eneste man ikke må er at lave blanke linjer, det fortolker LaTeX som at man ønsker et nyt afsnit. Bemærk at kommandoer der ikke tager et argument som f.eks. \LaTeX "sluger" de efterfølgende mellemrum, så hvis man vil have mellemrum bagefter skal man sætter {} efter disse kommandoer. Dette betyder at udsagnet "LaTeX, LaTeX og mere LaTeX", skal skrives som

\LaTeX, \LaTeX{} og mere \LaTeX.

Med undtagelse af det første afsnit efter en af sektioneringskommandoerne nævnt ovenfor, indrykker LaTeX selv den første linje i et afsnit. Formålet er gøre det nemmere at se hvor der begynder et afsnit, hvilket f.eks. er rart at kunne når man skimmer en tekst.

Der er 10 tegn der har en speciel betydning i LaTeX, og som følgelig kan være lidt besværlige at lave, det drejer sig om $, &, %,#, _, {, }, ~, ^ og \. De syv første kan indsættes ved simpelthen at sætte en bagstreg (\) foran, dvs. med \$, \amp;, \%, \#, \_, \{ og \}. De sidste tre er lidt sværere at lave, og der findes flere løsninger (det gør der også for nogle af de 7 første), som har hver deres fordele. En løsning er kommandoerne \textasciitilde, \textasciicircum og \textbackslash.

Man fremhæver tekst med kommandoen \emph{tekst der skal fremhæves}. Så vil LaTeX sædvanligvis skrive teksten med kursiv, og hvis man af en eller anden grund allerede skriver med kursiv, med ikke-kursiv. Bemærk at man beder om at få fremhævet teksten, ikke om at få den skrevet med kursiv/fed/... Det er der flere fordele ved, en er at det gør det meget nemt at ændre hvordan fremhævet tekst skal se ud, en anden er at man bruger den samme kommando lige meget om det er i almindelig tekst, eller f.eks. i en matematisk sætning som man i forvejen bruger kursiv til.

Bemærk at nogen bruger formen {\em tekst}, det er en gammeldags måde at gøre det samme på, og kræver at man har overblik over virkefeltet. Det kan ikke anbefales at bruge denne form.

Da der nærmest ikke er nogen grænse for hvor mange årsager der kan være til at markere et stykke tekst, og det (med undtagelse af fremhævning) i hvert fald ikke er de samme fra tekst til tekst, har LaTeX ikke logiske kommandoer til markering af andre årsager. Derimod findes et udvalg af kommandoer til at bestemme hvordan teksten fysisk skal se ud, som man så kan benytte til at definere sine egne logiske kommandoer.

Hvis man f.eks. skriver en tekst med en masse filnavne, kan man bruge en definition i stil med

\newcommand{\filnavn}[1]{\textbf{#1}}

der fortæller at filnavne skal sættes med fed (\textbf bruges til at lave fed skrift). Denne definition bør placeres i præamblen. Hvis du bruger \input for at benytte en standardpræambel, er det smartest at placere definitionen mellem \input{preambel} og \begin{document}. Kommandoen \newcommand er noget mere avanceret end antydet her, men det vil vi ikke gå ind i nu.

Der findes naturligvis andre muligheder end fed skrift, her er en oversigt over hvad man kan bruge i stedet for \textbf i definitionen ovenfor (uden at lave andre ændringer):

Tabel 4-1. Oversigt over de kommandoer man kan bruge til at påvirke teksts udseende

Kommando Effekt
\textbf Fed skrift
\texttt Skrivemaskineskrift
\textsl Hældende skrift (ikke det samme som kursiv)
\textsf Sans serif-skrift
\textsc Kapitæler (Formindskede store bogstaver)