Linux - Friheden til at skrive dokumentation: Version 2.7.20040524 - 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | Kapitel 4. LaTeX | næste |
Om jeg så havde haft alverdens papir til rådighed bliver jeg aldrig færdig med at fortælle om LaTeX. Det skyldes (som jeg håber du har fornemmet indtil nu) at kombinationsmulighederne er ganske ufattelige. Selv efter at have brugt LaTeX til stort set alt i over 6 år, kan jeg stadig lære nye ting (en del af det er dog nærmere ren TeX), og ved der er masser af ting jeg ikke forstår. Selvom dette kun er en kort introduktion håber jeg dog at du har fået noget ud af det. Har du det har du gjort mig glad! :-)
Der er skrevet meget litteratur om LaTeX, men ikke ret meget på dansk, og slet ikke noget der ikke har fået mig til at krumme tæer over alle de uvaner der blev videregivet til de uvidende stakler der kom for skade at læse det. Derfor denne tekst. Hvis du nu har fået lyst til at lære mere om LaTeX, så er her en række bøger der er ret populære:
The Not So Short Introduction To LaTeX2e, af Tobias Oetiker m.fl. Dette er en gratis bog, som du kan finde på internettet. Jeg vil anbefale dig at hente den hjem og skrive den ud, for der er et godt stikordsregister bag i. Du kan finde den på adressen http://www.sunsite.auc.dk/ftp/pub/tex/ctan/info/lshort/english/lshort.ps.
The LaTeX Companion, Denne bog indeholder alt hvad der har med "normale" dokumenter at gøre. Der bliver henvist til den, fra Oetiker og fra selve oversætteren af LaTeX, hvis du har lavet en fejl. Koster lige omkring 500,- kr.
Guide to LaTeX, af Helmut Kopka og Patrick W. Daly. En bog der ser ud til at give en grundig dækning af et rimelig bredt spektrum af emner. Denne bog koster omkring 650,- kr.
The LaTeX Graphics Companion, af Michel Goossens m.fl. Denne bog indeholder alt hvad der har med grafik at gøre, hvad enten det er billeder, grafer, noder, streger, kurver eller figurer - simpelthen alt. Koster lige omkring 500,- kr.
The LaTeX Web Companion, Denne bog handler om hvordan man integrerer sine kundskaber i LaTeX på internettet. Den er ret ny og rimelig spændende. Koster ligeledes lige omkring 500,- kr.
Alle bøgerne udgives af Addison-Wesley, og en del af overskuddet går til LaTeX3-projektet, så ved at købe dem støtter du også udviklingen af nye og bedre versioner af LaTeX.