Linux – Friheden til at vælge programmer: Version 2.7.20040716 – 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | Kapitel 4. Digitale billeder | næste |
Hvis du har en masse billeder, kan det være rart at få dem sorteret i albums. Mange af programmerne til digitalkameraer kan gøre dette, ligesom også flere af programmerne til at browse billeder med har gode muligheder for at lave albums. Disse albums kan dog typisk kun anvendes fra de programmer der har lavet dem. De programmer vi vil beskæftige os med i denne sektion, er programmer der er beregnet til at lave en album samling der f.eks. kan gemmes på en cd-rom, eller gøres tilgængeligt for andre på internettet.
Først vi vil kigge på programmet Bins, der er beregnet til at lave statiske HTML albums, der f.eks. er velegnede til at brænde på en cd-rom. Programmet er med i de fleste distributioner, men ellers er programmets hjemmeside på bins.sautret.org. Bins er et kommandolinjeprogram, og det tager to argumenter, nemlig et katalog med billeder i, og et katalog hvor det færdige album skal placeres. Derefter køres bins med f.eks. bins -s joi Images/ Album/. Bins er lidt længe om at køre, men du kan se et eksempel på resultatet på Figur 4-28 (vist i Konqueror).
Når bins er færdig, kan man putte resultatet på sin hjemmeside, eller f.eks. brænde det til en cd-rom.
Bins bruger et selvstændigt program til at registrere metadata (som titel, mv) for hvert enkelt billede (og for hele albummet). Til det første kan du anvende programmet bins-edit-gui der kaldes med de billeder man vil give metadata som argument. På Figur 4-29 kan du se hvordan dette program ser ud.
Til at sætte metadata for selve albummet, anvendes programmet bins_edit som er et kommandolinjeprogram. Bemærk at begge programmer skal anvendes inden bins køres – hvis du vil have metadata med.
Gallery er endnu et program beregnet til at lave albums med. Til forskel fra Bins, er det ikke beregnet til at blive kørt fra en kommandolinje, men til at blive installeret som et script på en webserver (nærmere bestemt en Apache webserver der er udstyret med modulet "php"). Vi nævner Gallery her, fordi det er et rigtigt godt program til at gøre sine billeder tilgængelige over internettet for f.eks. venner og familie, som f.eks. kan kommentere de enkelte billeder, nedhente dem i forskellige størrelser, osv. Der findes også udvidelser til Gallery som gør det muligt at lave statiske albums fra de oplysninger der er i Gallerys database.
Du kan finde Gallerys hjemmeside på gallery.sf.net. Gallery skal som nævnt installeres på en webserver – på Gallarys hjemmeside kan du finde instruktioner om dette, som er ret nemme at følge.