Kapitel 1. Webserver

I dette afsnit skal vi se nærmere på webservere - i praksis Apache, som i dag anvendes af ca. 70% af alle webservere på internettet.

Når du har fået din Linux-server op at køre, er en af de muligheder du kan gå i gang med, at installere en webserver. Du kender sikkert allerede webservere, i det de anvendes til websteder, intranet, ekstranet og meget andet.

Her kan du læse hvordan du selv kommer i gang med at være webmester på din egen webserver.

1.1. Hvad er en webserver?

En webserver var oprindelig en rimelig simpel server, hvis eneste funktion i livet var at sende filer fra sin harddisk til den klient, der bad om dem.

Der er sidenhen kommet et væld af ekstra funktionaliteter og faciliteter i webservere, så det i dag også er det en del af webserverens job at indsætte kode i sider når en bruger beder om den, f.eks. sidste gang filen blev rettet (Server Side Includes). Webserveren kan udføre programmer og returnere uddata i form af tekst, billed, lyd og animationer til browseren. Når man udfylder og indsender data i formularer på nettet, så er det også webserverens job at modtage data og filer, og at sende disse data videre til programmer, der bearbejder dem (CGI-programmer). Webserveren kan også udføre programmer indlejret i websiderne, så man f.eks. kan indsætte data fra en database direkte i sider (Perl/PHP/Python).

1.1.1. Lidt historie bag Apache

Apache serveren startede sit liv som et "patch-kit" (et sæt ændringer) til NCSA-serveren, og det er da også der navnet oprindeligt kommer - A PAtCHy Server.

Da udviklingen af NCSA's webserver stoppede, fortsatte udviklingen af Apache, og således er Apache-serveren nu blevet den markedsledende webserver.

Apache ejes og styres af Apache Software Foundation og er frit og gratis.

Apache er i skrivende stund nået til version 2.0.43. Apache er en af de mest stabile webservere. Dens markedsandel på ca. 70% af internettet er vist det mest sigende bevis på hvor god den er. De første versioner af Apache 2.0 er frigivet, mens 1.3-serien som p.t. er den mest udbredte kun får rettet fejl. Sammenlignet med 1.3-serien er 2.0-serien langt mere modulær. Denne bog dækker både Apache 1.3 og Apache 2.0.

Har du brug for en meget hurtig webserver (Apache er hurtig), så findes Tux-1.0, som er tunet meget kraftigt til en performance, der oftest ligger langt over en tilsvarende MS IIS.