Det hele startede som et bogprojekt i sommeren 1998 hvor Peter Toft, Kenneth Geisshirt og Snebjørn Andersen fik skrevet "Linux - friheden til at vælge". Bogen var i starten rettet mod at hjælpe folk med at få installeret Linux, at lidt få lidt kendskab til Unix og noget om netværk. Bogen har altid været en fri "web-bog" der kan læses enten i smådele eller som en helhed på http://www.linuxbog.dk/.
Vi, forfatterne, har anvendt Linux i flere år og har stor erfaring med det. Vi er medlemmer af Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) som er en uafhængig svensk/dansk forening der søger at udbrede kendskabet til Linux og frit programmel i øvrigt. Det er gratis at være medlem af SSLUG. Foreningen findes på internettet på http://www.sslug.dk/. Vi har skrevet denne bog i håb om at den kan være til glæde for andre Linux-brugere.
Bogen blev udgivet i bogform på forlaget IDG i slutningen af 1998. Dengang var den et hæfte på 96 sider. Hos IDG var den en bestseller i lang tid. Cirka et år senere blev bogen i version 2.9 udgivet på forlaget GLOBE (med en del ærgerlige konverteringsfejl) – nu var det en bog på over 300 sider.
Fra version 3.6 er det Hans Schou og Peter Toft som vedligeholder bogen sammen med de mange som skriver på dele af bogen.
Siden version 1.5 (af programmeringsbogen) har Jacob Sparre Andersen været hovedredaktør på programmeringsbogen.