Linux - Friheden til at vælge it-løsning: Version 0.7-20040605 - 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | Kapitel 1. Linux: Igår, i dag og i morgen | næste |
Linux er i dag installeret af mange teknisk interesserede mennesker hjemme og/eller på arbejdet. Mange installerer Linux og erstatter eller supplerer Windows med Linux - enten på grund af de nye muligheder, der ligger i Linux, eller på grund af utilfredshed med f.eks. Windows-programmers manglende stabilitet.
Mange firmaer bruger Linux som filserver for Windows-klienter. Pga. stor ydelse og en endnu bedre stabilitet kommer Linux her ind og overtager Windows NT's funktioner - og gør det bedre. Mange firmaer ønsker webservere med databasetilgang, som skal kunne yde meget. Også her er Linux et godt valg.
Internetudbydere anvender hyppigt Linux på grund af god skalerbarhed, høj driftsikkerhed, let vedligeholdelse og en meget hurtig adgang til nyheder om sikkerhedsproblemer og løsninger på disse. Tiscali (tidligere World Online eller Image Scandinavia) er en af de største internetudbydere i Danmark og bruger Linux som platform.
På flere universiteter og andre læreanstalter er Linux blevet meget udbredt på grund af adgangen til gratis programmer og muligheden for at lave flerbrugersystemer til mange studerende. Mange firmaer kører Linux i dag, enten for at få gode udviklingsplatforme, som filservere eller oftest som brandmure til at afskærme firmanetværk mod internettet.
Internationalt er Linux kernen i store WAN-systemer (Wide Area Network). Her kan nævnes IKEA, US Postal Services, NASA og CERN, der alle er karakteriseret ved, at de ikke nemt kunne få opfyldt specialiserede ønsker hos de etablerede EDB-leverandører. I stedet har de valgt at få fuld adgang til hele systemkoden og derefter lave præcis det system, de ønsker.
En række danske firmaer - anført af Liga, SuperUsers, Kampsax Technology, Netcetera, Xenux, Plomus, eHuset og Webvisor - sælger specialløsninger og konsulent-tjenester baseret på Linux. Den mest kendte succeshistorie er nok TeVefonen på TV2's tekst-tv, som blev lavet af den danske afdeling af Grundig TV i samarbejde med 2M Electronic, der også udvikler betalings-tv-løsninger til hoteller på Linux. En anden succeshistorie er printerserverfirmaet Lasat Networks (i-data), som baserer mange af deres produkter på Linux.
Linux vinder også frem indenfor Beowulf-klyngesystemer (eng. cluster). I tilfælde hvor man skal bruge meget mere beregningskraft end hvad der kan hentes ud af én maskine, så kobler man en masse (billige) maskiner ind i samme højhastighedsnetværk og udnytter klyngens samlede kraft. I dag har bl.a. Niels Bohr Institut, Datalogisk Institut ved Københavns Universitet og Institut for Matematisk Modellering på DTU lavet store Linux-klynger.