Red Hat laves af et amerikansk firma der hedder Red Hat. Website: http://www.redhat.com/. Det kan downloades eller købes i en fin æske. Endnu.
Per 31. december 2003 holder Red Hat op med at sende rettelser ud til alle tidligere Red Hat versioner end Red Hat 9. Den 1. april 2004 holder de også op med Red Hat 9. I stedet er det meningen at desktop brugeren skal benytte Fedora-distributionen, der vil være en slags fortsættelse af Red Hats standarddistribution. Red Hat vil fremover kun lave Red Hat Enterprise server-distributionen som produkt, men Fedora skal fungere som deres gratis-distribution og som udviklings- og testlaboratorium for deres Enterprise Server produkt.
Fedoras hjemmeside er http://fedora.redhat.com/. Fedora projektet er åbent for at man kan deltage i udviklingen, og det er meningen at der skal komme nye versioner flere gange om året. Fedora ser ud nogenlunde som man forventede af en "Red Hat 10". Der er ikke ændret ret meget, og man kan opgradere direkte fra Red Hat til Fedora.
Red Hat anvendes til all round servere og desktop PC'er. Målgruppen er både begyndere og eksperter, private og virksomheder. Med Fedora ændrer firmaet Red Hat tilsyneladende deres kommercielle sigte så det udelukkende er rettet mod "enterprise-brug", dvs. firma-brug. Det er dog sandsynligt at Fedora, i hvert fald til at starte med, vil blive brugt nogenlunde som den nuværende Red Hat distribution, da der ikke er den store forskel.