Linux – Friheden til at vælge programmer: Version 2.7.20040716 – 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | Kapitel 2. Tekstbehandling, regneark og præsentationer | næste |
Et alternativ til LaTeX er at skrive i SGML-formatet. Det ligner i syntaks HTML og XML. SGML er et metasprog til at definere en syntaks for dokumenter. Man kan definere sit eget dokument-sprog (DTD) med SGML. Da dette er en meget omstændelig affære, bruger de fleste en af de DTD'er der findes i forvejen. En meget brugt definition kaldes DocBook, som også er den der bruges til Linux HOWTO'er.
DocBook har ca. 250 "tags" defineret og er primært beregnet på at skrive om EDB-relaterede emner. I DocBook definerer man ikke hvordan teksten skal se ud, men kun hvad teksten er for en type. Når så DocBook-dokumentet oversættes til f.eks. HTML, bliver teksten formateret på en bestemt måde. Et "tag" er f.eks. <PARA> der bruges til at starte et nyt afsnit. Skal man angive en forfatters navn bruges <AUTHOR>. Ved at al tekstformatering er defineret i "tags", kan man senere bestemme hvordan forskellige tekst-typer skal se ud.
Fordelen ved DocBook, er at man kan oversætte DocBook-koden til mange forskellige formater, PostScript, PDF, RTF og HTML. DocBook oversættes med db2html, db2pdf og db2ps, svarende til HTML, PDF og PostScript-output.
Denne bog er skrevet i DocBook og vi har skrevet om dette i "Linux – Friheden til at skrive dokumentation", der kan hentes fra www.linuxbog.dk. Dokumentation (for de øvede) kan findes på www.docbook.org.