En vigtig start-kommentar, som kunne stå mange steder i denne bog er at der med Linux-kerne 2.4 (f.eks. Red Hat 7.1 og Mandrake 8.0) er problemer med at få tilgang til alle hjemmesider – det er et problem som er forstået nu, se f.eks. http://eltoday.com/article.php3?ltsn=2001-04-17-001-14-PS. Løsningen er simpel. Tilføj følgende til f.eks. /etc/rc.d/rc.local (SuSE /etc/rc.d/boot.local):
echo "0" > /proc/sys/net/ipv4/tcp_ecn
Lad os nu se på de programmer en netværksadministrator bør kende.
ping er et meget simpelt, men utroligt nyttigt stykke værktøj, som bruges til at finde ud af, om der kan opnås forbindelse til en IP-adresse. Sagt på en anden måde er ping det program, du kan bruge til at finde ud af, om der er "hul igennem".
ping bør altid være det første program, du bruger til at diagnosticere et netværksproblem. Hvis det lykkes at pinge til en adresse, ved du, at den fysiske forbindelse er i orden, og de basale dele af netværket fungerer.
ping køres sådan her:
[tyge@hven ~]$ ping -c 4 www.linux.org
Ved at skrive "-c 4" beder vi ping om at nøjes med at sende fire pakker, ellers bliver den ved, indtil vi stopper den med Ctrl-c.
ping svarer tilbage:
PING www.linux.org (198.182.196.51): 56 data bytes 64 bytes from 198.182.196.51: icmp_seq=0 ttl=42 time=479.3 ms 64 bytes from 198.182.196.51: icmp_seq=1 ttl=42 time=710.0 ms 64 bytes from 198.182.196.51: icmp_seq=1 ttl=41 time=730.0 ms 64 bytes from 198.182.196.51: icmp_seq=2 ttl=42 time=600.0 ms 64 bytes from 198.182.196.51: icmp_seq=3 ttl=42 time=370.0 ms --- www.linux.org ping statistics --- 4 packets transmitted, 4 packets received, +1 duplicates, 0% packet loss round-trip min/avg/max = 370.0/577.8/730.0 ms
Vi kan først og fremmest se, at vi kan komme igennem til www.linux.org, som har adressen 198.182.196.51, og at alt, hvad vi sendte, kom tilbage igen, ja faktisk kom en af de fire pakker tilbage to gange! Hele turen frem og tilbage tog i gennemsnit 577,8 millisekunder – altså lidt over et halvt sekund. Som Alan Cox på et tidspunkt vittigt skrev: "Afstanden mellem Bombay og New York i den nye tidsalder er kun 250 millisekunder".
Hvis du ikke skulle få nogen pakker tilbage, er dette dog ikke ensbetydende med, at der er noget galt med forbindelsen til den anden maskine, da den kan være sat op til IKKE at svare på ping.